Kronprins Frederik: Caroline havde den rette udstråling

Skrevet af admin

27/06/2014

Mest læste i dag

Caroline Wozniackis tredje runde-kamp ved Wimbledon havde prominent besøg i skikkelse af kronprins Frederik, der overværede den sidste del kampen ved siden af Piotr Wozniacki.

Kronprins Frederik så Wozniacki vinde 6-3, 6-0 over kroaten Ana Konjuh. Her befandt sig som gæst og ikke i IOC-embedet.

- Det så rigtigt godt ud. Jeg synes, tallene taler for sig selv. Jeg så en pige, der stråler og havde den rigtige udstråling. Det er fantastisk at se hende, man bliver glad og varm i sjælen over at se, hun gør det godt, siger kronprins Frederik.

Torsdag var han på anlægget for første gang siden OL for to år siden, og han overværede blandt andre Rafael Nadal og Roger Federer.

Fredag bliver dog hans sidste dag på Wimbledon-anlægget i denne omgang. Dermed kommer han ikke til at se Wozniackis 1/8-finale på mandag fra første parket.

Han spår hende dog gode chancer for yderligere avancement, selv om modstanderen kan bliver verdens nummer to, Li Na.

- Li Na vil selvfølgelig være en udfordring. Men alt er muligt, som hun står nu. Man skal tro på sig selv, og nu har hun ikke overanstrengt sig for meget i de første kampe, siger kronprins Frederik.

/ritzau/