Kronprins Frederik kommer til Mandelas begravelse

Skrevet af admin

06/12/2013

Mest læste i dag

Det bliver kronprins Frederik, der skal repræsentere kongehuset ved mindehøjtideligheden for Sydafrikas tidligere præsident Nelson Mandela 10. december i Johannesburg.

Sydafrika indledte fredag forberedelserne af mindehøjtideligheden for Nelson Mandela, som døde torsdag aften.

Mindehøjtideligheden finder sted på det enorme fodboldstadium Soccer City i Johannesburg, oplyser Sydafrikas præsident, Jacob Zuma.

Mandela viste sig for sidste gang offentligt dér under VM i fodbold i 2010.

Stats- og regeringsledere fra hele verden, blandt dem USA's præsident, Barack Obama, ventes at deltage ved højtideligheden.

Også den amerikanske talkshow-vært Winfrey Oprah, som var en af Nelson Mandelas venner, ventes at deltage ved ceremonien.

Samlingen af stats- og regeringsledere i Sydafrika ventes at blive en af de største, siden Mandela blev taget i ed som den første sorte præsident i 1994.

Mandela, som i sin sidste tid kæmpede mod en lungeinfektion, svævede ad flere omgange mellem liv og død, siden han tidligere på året blev alvorligt syg.

Frihedsforkæmperen vil ligge på lit de parade i regeringsbygningen i Pretoria fra 11. til 13. december, og sydafrikanere over hele landet ventes at afholde lokale ceremonier for Mandela.

Nelson Mandela bliver begravet ved en privat ceremoni 15. december i landsbyen Qunu i Øst-Kapprovinsen, hvor han voksede op.

/ritzau/AFP