Kronprinsen bliver protektor for The Tall Ships Races 2014

Esbjerg Kommune og Esbjerg Havn arbejder med forberedelserne til The Tall Ships Races, hvor mere end 100 sejlskibe gæster Esbjerg i august 2014.

Nu er der også blevet sat navn på en protektor for begivenheden. Kronprins Frederik har sagt ja til at hans titel og navn må anvendes i forbindelse med omtale af begivenheden.

- Vi inviterer skibene til at komme til Esbjerg. Det drejer sig om internationale skibe med tilknytning til for eksempel flåden eller uddannelsesinstitutioner, og her spiller det en stor rolle, at Kronprinsens navn kan fremgå af invitationen, siger borgmester Johnny Søtrup.

For borgmesteren var Kronprins Frederik det oplagte valgt.

- Kronprinsen bærer i dag titlen som kommandør i søværnet, og hans interesse for unge og uddannelse passer rigtig godt sammen med de værdier, som også er knyttet til The Tall Ships Races. Skibenes besætning udgøres af trainees – unge mennesker, som prøver livet til søs samtidig med at de lærer noget om søfart, mens de sejler med på en strækning i The Tall Ships Races, siger Johnny Søtrup.

Sammen med forespørgslen om protektoratet var også en åben invitation til at deltage i arrangementet. Det er dog for tidligt at sige, om Kronprinsen vil have mulighed for at deltage, meddeler hoffet.

Kongeskibet Dannebrog har også modtaget en officiel invitation. Om skibet deltager og om det eventuelt bliver med kongelige gæster vil først blive offentliggjort senere.

Prins Joakim var protektor for The Tall Ships Races i Esbjerg i 2011, hvor han også besøgte byen i den forbindelse.

Dagens Gossip