Kronprinsen rejser til Israel

Kronprins Frederik skal ifølge planen først mødes med Israels 90-årige præsident, Shimon Peres. Derefter skal han aflægge besøg i Holocaust-museet, Yad Vashem, hvor han blandt andet vil kunne se et stort billede af sin oldefar Christian 10. til hest i København under Anden Verdenskrig.

Den danske indsats mod nazismen omkring redningen af de danske jøder spiller en stor rolle i bevidstheden hos især ældre, israelske jøder og er en del af undervisningen i israelske skoler. Den danske modstandsbevægelse er mindet som en del af de »retskafne« med mindeplade og med et monument for en fiskerbåd på »Danmarks-pladsen«.

Anledningen til det royale besøg er netop 70-året for redningsaktionen for de danske jøder, der blev sejlet til Sverige. Tredje og sidste punkt på programmet er overværelse af en festkoncert arrangeret af de danske foreninger i Israel, og hvor Jerusalems symfoniorkester vil give en mindekoncert.

Der bliver tale om et »besøg« og ikke et statsbesøg, blandt andet fordi det er kronprins Frederik og ikke dronning Margrethe, der kommer.

Nyheden om besøget har været tilbageholdt i forbindelse med en løbende vurdering af sikkerhedssituationen i Israel og regionen. I israelsk sammenhæng er det en sjældenhed med et kongeligt besøg. Ifølge israelske kilder var det seneste et besøg fra den spanske kronprins Felipe i 2010.

Det er første gang, at et medlem af den danske kongefamilie besøger Israel. Et besøg fra dronning Margrethe var langt henne i planlægningen i midten af 1990erne, men blev skrinlagt på grund af sikkerhedssituationen.

Dagens Gossip