Kronprinsesse Victoria venter barn til marts

Skrevet af admin

04/09/2015

Mest læste i dag

Kronprinsesse Victoria venter sit andet barn med ægtemanden prins Daniel, meddeler det svenske kongehus på sociale medier.

Det skriver det svenske nyhedsbureau TT.

Fødslen er sat til marts 2016.

Det svenske kongehus' informationschef, Margreta Thorgren, fortæller, at familien er meget glad for nyheden.

- Kronprinsesse Victoria og prins Daniel er glade og spændte, siger hun til TT og fortsætter:

- Det er mange dejlige begivenheder, som finder sted i øjeblikket. Senest med brylluppet, familien har også en dåb at se frem til i oktober, og nu kommer denne dejlige nyhed om et nyt barnebarn på vej, og dermed også endnu en dåb i vente. Så familien er rigtig glad.

Margreta Thorgren henviser til brylluppet mellem prins Carl Philip og hans udkårne, Sofia Hellqvist, som fandt sted i juni i år, og dåben af prinsesse Madeleine og Chris O'Neills søn, prins Nicolas, som finder sted søndag den 11. oktober.

Chefredaktør for det svenske "Kungliga magasinet", Roger Lundgren, er ikke overrasket over nyheden.

- Vi har ventet på dette i flere år. Det eneste jeg er overrasket over, er, at de melder nyheden ud en fredag aften, siger han.

- Det er dejligt, at prinsesse Estelle får en bror eller en søster, siger han.

Den kommende prins eller prinsesse er parrets andet barn. I 2012 kom datteren Estelle Silvia Ewa Mary til verden. Hun fik titlerne prinsesse af Sverige og hertuginde af Östergötland.

Prinsesse Estelle er Sveriges første kvindelige tronarving, der skal efterfølge en kvinde på tronen.

Kronprinsesse Victoria blev gift med prins Daniel i 2010. Parret blev forlovet i 2009 efter at have haft et forhold i syv år.

Inden prins Daniel blev prins, var han kronprinsesse Victorias fitnessinstruktør.

/ritzau/