Kronprinspar skal hjælpe dansk eksport på vej i Canada

Det danske kronprinspar er med, når et større dansk erhvervsfremstød tirsdag begynder i Canada.

Omkring 80 danske virksomheder er med på turen, der skal forsøge at øge Danmarks eksport til det geografisk enorme land. I spidsen for delegationen står handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S).

- Canada rummer gode muligheder for danske virksomheder, der ønsker at etablere sig eller udvide deres aktiviteter til landet. Med kronprinsparret i spidsen for erhvervsdelegationen kan vi ikke tilbyde danske virksomheder en bedre mulighed for at vise sig frem, siger Mogens Jensen i en pressemeddelelse.

Danmark eksporterer til Canada for cirka otte milliarder kroner årligt, hvilket ikke er meget i forhold til andre handelspartnere. Faktisk gør det kun Canada til det 24. største eksportmarked. Men en kommende frihandelsaftale mellem Canada og EU ventes at få betydning for eksporten.

- Vi forventer en stigning på cirka 30 procent i den danske eksport til Canada som følge af frihandelsaftalen mellem EU og Canada, når den er fuldt gennemført. Aftalen betyder, at virksomhederne slipper for told og afgifter på stort set alle varer på nær nogle få landbrugsprodukter, siger Mogens Jensen.

Aftalen mellem EU og Canada har været undervejs i flere år. Den tidligere danske handelsminister Pia Olsen Dyhr (SF) var i april 2012 også i Canada for - på vegne af EU - at deltage i forhandlinger om frihandelsaftalen.

Omkring 40 procent af den danske eksport til Canada udgøres af medicin og farmaceutiske produkter. I forbindelse med besøget deltager kronprins Frederik, kronprinsesse Mary og Mogens Jensen derfor i fejringen af 90-året for samarbejdet mellem Canada og Danmark inden for diabetesbehandlingen.

Erhvervsfremstødet har fokus på særligt fire sektorer, der foruden sundhed og medicinalprodukter også omfatter mode og design, arkitektur og byggeri samt landbrug og fødevarer.

/ritzau/

Dagens Gossip