Kronvidne i pirattv-sag fra Sønderborg var detektiv under cover

Det var et tip til tv-udbyderen Canal Digital i marts for tre år siden, der udløste sagen om ulovlig deling af tv-signaler, som kører mod den 51-årige EW for Retten i Sønderborg i disse dage.

Mens EW nægter sig skyldig og i store træk har afvist at have delt tv-signaler fra Canal Digital og Viasat via internettet til omkring 300 personer for selv at tjene penge, kunne anklagerens hovedvidne fortæller noget helt andet, da han vidnede i eftermiddag.

- EW fortalte, at han i 2010, 2011 og 2012 regnede med at have ”kunder”, der samlet ville betale ham 1,25 millioner kroner om året. Han ville få astronomiske indtægter, gammel gæld ville forsvinde, bilen var betalt, og hans kæreste ville gennemføre en uddannelse uden studiegæld, sagde han til mig, forklarede vidnet detaljeret.

Vidnet, der til daglig er detektiv/privat efterforsker, blev i marts 2010 ansat af Canal Digital til at afsløre EW.

Under dække af at ville købe sig uautoriseret adgang til tv-signalerne lykkedes det detektiven under falsk navn at blive kunde hos EW. Detektiven besøgte EW på hans private adresse og købte det tekniske udstyr hos ham for 4500 kroner, der også inkluderede et års abonnement på 1500 kroner hos EW.

Anklageren ønsker at bevise, at EW’s ”kunder” havde abonnement hos EW på de ulovlige signaler, og det bekræftede detektiven:

- EW fortalte en gang, jeg var hos ham, at han netop var ved at opgradere sine servere fra 220 til 300 brugere, der alle var betalende.

FAKTA:
EW risikerer op til seks års fængsel, hvis retten finder der er særligt skærpende omstændigheder i sagen.

Politiets anklager vil forsøge at overbevise retten om, at EW har gjort sig skyldig i overtrædelse af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed i erhvervsmæssig øjemed.

Anklageren påstår, at der er over 300 aftagere af de ulovlige tv-signaler, og at de hver har betalt et årsgebyr på 1500 kroner samt 500 kroner for optagelse i EW’s system og support.

Der afsiges dom i sagen torsdag eftermiddag.

Dagens Gossip