Kroppen knager: Riis-veteran klar til ny tørn

Hvis alt flasker sig, er Team Saxo-Tinkoffs rutinerede dansker klar til kontraktforlængelse med holdejer Bjarne Riis.

- Der er en rigtig god chance for, at jeg fortsætter på holdet. Der er stadig nogle detaljer, som skal falde på plads, men indikationerne peger i retning af en ny kontrakt, siger Sørensen til BT.

13 sæsoner er det blevet til under Bjarne Riis' ledelse. Og som firmaets mand, har Nicki Sørensen ofte været fast inventar i Tour-truppen, og hvor der ellers har været brug for en mand med overblik og rutine.

I år blev den firdobbelte danske mester overraskende for de fleste siet fra til verdens største cykelløb og kunne dermed ikke lægge nye alen til sin rekord på ti fuldførte Tour-optrædender.

Derfor var der lagt op til at se Sørensen tilbage ved fuld styrke i Vuelta España, men det har langt fra været tilfældet, erkender han.

- Min krop har det ikke så godt. Jeg har været på antibiotika de seneste dage og håber at kunne komme til hægterne igen. Det har været hårdt at komme igennem - også selv om der var en hviledag tirsdag. Motivationen er altid størst, når det går godt, og lige nu er min formåen altså noget begrænset, lyder det fra Spanien, hvor Sørensen fredag skal i gang med en relativt let etape, inden weekenden igen byder på et helvede af højdemeter.

- Det er stadig fedt at være med, når de andre gør det godt. Og det må man jo sige er tilfældet, siger Sørensen, som har set landsmand Michael Mørkøv vinde en etape og Nicolas Roche være godt inde i kampen om den røde førertrøje.

- Jeg tror på et topresultat til Nicolas. Han er så utroligt stabil, men der er lang vej endnu. Rammer man bare én dårlig dag, kan det hele være tabt på gulvet.

- Det er også meget lovende med Rafal Majka, for han er virkelig stærk opad. Omvendt synes jeg måske også, at han er ved at være mærket af en lang sæson, så det er ikke til at sige, om han også kan holde niveauet, lyder Nicki Sørensens skudsmål af den 23-årige polak, der blev syv'er i Giro d'Italia.

Nicki Sørensen er langt fra den eneste rytter på Team Saxo-Tinkoff med en uafklaret fremtid Også landsmænd som Anders Lund, Jonas Aaen og Christopher Juul Jensen er blandt de ryttere, som aktuelt er uden arbejde fra årsskiftet med mindre der kommer en forlængelse i hus.

Herunder kan du se Team Saxo-Tinkoff-rytterne med kontraktudløb i år

Jonas Aaen 

Anders Lund

Mads Christensen

Christopher Juul Jensen

Sergio Paulinho

Karsten Kroon

Marko Kump

Oliver Zaugg

Timothy Duggan

Jonathan Cantwell 

Matteo Tosatto

Benjamin Noval

Bruno Pires

Takashi Miyazawa

Dagens Gossip

Dagens TV