Krudttønden: Fire accepterer fængsling ind i 2016

Skrevet af admin

17/12/2015

Dagens topnyheder

En dommer har torsdag forlænget fængslingen af fem mænd, der sigtes for at have medvirket til de drab og drabsforsøg, som Omar el-Hussein i februar begik ved Krudttønden og synagogen i København.

Den nye frist udløber 14. januar.

Fire af de fem har frivilligt accepteret at få forlænget opholdet bag tremmer.

Kun den ene er blevet fremstillet for dommeren i Københavns Byret - hvilket er sket via videolink til det arresthus, hvor han er anbragt.

Men også han, der er 20 år, skal forblive fængslet.

Hvad der er blevet sagt i retsmødet, vides ikke. Dommer Peter Lind Larsen har besluttet at lukke dørene for offentligheden.

Endnu har anklagemyndigheden ikke besluttet, om der skal rejses en tiltale, og hvad den i givet fald nærmere vil gå ud på.

Men der er på forhånd afsat cirka 30 dage i retten til en sag, som kan begynde til marts.

/ritzau/