KU: Konservative i regering er politisk selvmord

Skrevet af admin

05/01/2014

Mest læste i dag

Det vil være at skyde sig selv i foden. Ja, det vil faktisk være det rene politiske selvmord, hvis De Konservative går med i regering efter et eventuelt magtskifte.

Sådan lyder meldingen fra landsformand for Konservativ Ungdom, Kristoffer Beck.

Han roser flere fremtrædende folk i partiet, der søndag i Berlingske tilkendegiver, at partiet på nuværende tidspunkt er for lille til at indgå i regering med Venstre efter en eventuel valgsejr til blå blok.

- Det er en rigtig god udmelding. Vi kunne se, hvor meget 10 år i VK-regeringen kostede os, fordi vi stod i skyggen af Venstre. Det synes jeg ikke, vi skal gøre en gang til, siger Kristoffer Beck.

Han gruer for, at De Konservative ender som "den borgerlige udgave af SF", der lider i meningsmålingerne under partiets første deltagelse i en regering.

- Jeg frygter, at vi endnu engang bliver lillebror, at vi bliver glemt, og at Venstre får æren for de sejre, der kommer i en regering, mens vi bare er til pynt. Det ville være rigtig skidt for De Konservative - specielt som det ser ud nu, fortæller Kristoffer Beck.

Han er ikke nervøs for, at De Konservative mister magt ved at agere støtteparti uden for en Venstre-ledet regering.

Partiets folketingsmedlemmer bør nemlig - i stedet for at drømme om ministerposter - skele til Dansk Folkepartis evne til at få indflydelse op igennem 00'erne.

- Venstre skal arbejde for et flertal bag deres ønsker, og der bliver vi nødvendige sammen med Liberal Alliance.

- I den situation er det bedre, at vi står uden for og trækker i en mere borgerlig retning - i stedet for at sidde i regering og arbejde på at få DF med i tingene, siger Kristoffer Beck.

Det seneste folketingsvalg blev afholdt 15. september 2011. Det kommende skal derfor senest holdes samme dato i 2015.

/ritzau/