KU: Ny formand er tegn på konservativt generationsskifte

Nye politiske talenter og den kommende partiformand for De Konservative, Søren Pape Poulsen, skal bane vejen for et tiltrængt generationsskifte i det konservative parti.

Det mener partiets ungdomsorganisation, efter at Lars Barfoed onsdag har sagt farvel til posten som De Konservatives formand.

- Formandsskiftet er begyndelsen på det generationsskifte, som Søren Pape Poulsen skal stå i spidsen for som ny formand. Et generationsskifte, som er vigtigt for Det Konservative Folkeparti, siger Mikkel Ballegaard Pedersen, landsformand for Konservativ Ungdom (KU), i en pressemeddelelse.

Selvom han og den kommende formand, der er uprøvet i det politiske spil på Christiansborg, ikke altid har samme holdninger, regner Mikkel Ballegaard Pedersen med, at moderpartiet vil lytte til de unge.

- Jeg glæder mig til at skabe fremtidens konservative politik sammen med Søren og forventer, at han vil lytte til KU's idéer og politiske forslag, siger han.

- Nu kender jeg Søren ret godt, og der er vist ingen tvivl om, at han ikke har glemt sin tid i KU. Selvom vi ikke altid er enige politisk, så har vi en fælles ideologisk baggrund, som nok skal danne rammen om fremtidige politiske resultater, tilføjer landsformanden.

Mikkel Ballegaard Pedersen roser samtidig den afgående formand for at have haft fokus på den politiske talentudvikling i partiet.

Lars Barfoed har blandt andet trukket sig for at skabe nye tider for partiet.

- Nu får vi et nyt ansigt udefra, og det signalerer, at vi er et moderne konservativt parti, som er i stand til at skabe fornyelse og forandring ved at lave så markant et skifte, det er at trække en borgmester udefra ind på Christiansborg, sagde Lars Barfoed onsdag aften til Ritzau.

Først på det konservative landsråd i slutningen af september ventes Søren Pape Poulsen, der hidtil har fungeret som borgmester i Viborg, at blive formelt valgt til formand. Indtil da vil Lars Barfoed bevare titlen som partileder.

/ritzau/

Dagens Gossip