Kuglestøder får OL-bronze med seks års forsinkelse

Canadieren Dylan Armstrong må være glad for ordsproget om "bedre sent end aldrig."

Nu kan kuglestøderen nemlig se frem til at modtage en bronzemedalje for sin præstation ved OL i Beijing i 2008 - altså med seks års forsinkelse.

Det meddelte den internationale olympiske komité IOC torsdag aften.

Dylan Armstrong blev nummer fire i konkurrencen, en centimeter efter hviderusseren Andrej Mikhnevich, men hviderusseren har fået livstidskarantæne og frataget alle sine resultater helt tilbage til VM i Helsinki i 2005, fordi han nu er blevet taget for doping to gange.

- Jeg er vildt spændt over, at jeg får en medalje fra OL i 2008, som jeg har arbejdet meget hårdt for. At vinde OL-medalje har altid været en drøm for mig, siger Dylan Armstrong i en pressemeddelelse.

- Det var hårdt at misse OL-medaljen med én centimeter. Men på den positive side vil jeg sige, at det helt sikkert gav mig mere drive og engagement, og således hjalp mig til at stræbe højere ved store mesterskaber, siger han videre.

Udelukkelsen af Andrej Mikhnevich betyder også, at Dylan Armstrong får en bronzemedalje fra VM indendørs i 2010.

/ritzau/

Dagens Gossip