Kulde og frost nærmer sig: Pas på når du vinterbader

Snart bliver efterårets regn og rusk muligvis afløst af vinterens sne og kulde, og sæsonen for vinterbadning starter dermed for alvor.

Ifølge Rådet for Større Badesikkerhed vinterbader omkring 55.000 danskere, og flere har efterspurgt sikkerhedsråd til, hvad de skal være opmærksom på, når de hopper i det til tider iskolde vand.

Derfor lancerer rådet en række anbefalinger. Det gælder især om aldrig at bade alene og generelt tage det roligt, når man går i søen eller havet.

Men det er især selve vejrtrækningen, vinterbaderne skal have fokus på. Det fortæller Bo Belhage, som er overlæge på Bispebjerg Hospital. Han har lavet undersøgelser om vinterbadning.

- Det gælder om at gå stille og roligt hen til vandet samtidig med, at vejret trækkes roligt, så man ikke hyperventilerer, når man kommer ned i vandet, siger Bo Belhage, der selv er vinterbader.

Bo Belhages undersøgelser har vist, at hvis man ikke er forberedt på det kolde vand, kan man hyperventilere, og så risikerer man at besvime og i værste fald at drukne.

Han anbefaler derfor også, at nye vinterbadere ideelt set starter i august og langsomt vænner kroppen til, at vandet bliver koldere. Det betyder dog ikke, at man ikke kan starte som vinterbader i løbet af den kolde del af året.

- Hvis man ikke starter om sommeren, skal man bare være ekstra opmærksom og følge baderådene. Det er en god idé at have flere kammerater med sig, men i hvert fald aldrig, aldrig bade alene, siger Bo Belhage til Ritzau.

Vælger man at hoppe i det kolde vande, kan det faktisk være en god ting for kroppen. Mødet med det kolde vand udskiller ifølge undersøgelser en stribe hormoner i hjernen, som man også kender det fra eksempelvis løb.

Det kan resultere i, at man kan føle sig lidt høj og får et øget velbefindende.

/ritzau/

Dagens Gossip