Kulturminister om dansk Oscar: Det er en stor dag

Danmark kunne natten til mandag føje endnu en Oscar til samlingen, da kortfilmen "Helium" vandt en statuette.

Bag filmen står 36-årige Anders Walter og produktionsselskabet M&M Productions, og deres bedrift gør den danske kulturminister, Marianne Jelved (R), stolt.

- Det er en stor dag. Ikke bare for holdet bag Helium, men for dansk film i det hele taget, siger Marianne Jelved.

- Helium er en fortælling om det, vi som forældre frygter allermest: at miste et barn. Anders Walter fortæller sin historie varmt og rørende uden at blive sentimental, fordi det afgørende er fantasiens rolle.

- Det er en fin balance, som altså nu også helt fortjent bliver anerkendt internationalt. Jeg ønsker hele holdet bag Helium til lykke med Oscar-statuetten, siger ministeren, der selv var med i Dolby Theatre i Hollywood, hvor priserne blev uddelt natten til mandag dansk tid.

Det er Anders Walters første Oscar. Allerede sidste år var han shortlistet i Oscar-kapløbet, men måtte se sig forbigået ved de endelige nomineringer. Men med "Helium" lykkedes det altså at gå hele vejen.

/ritzau/

Dagens Gossip