Kun 810.000 bliver forsørget af staten

På trods af at tusindvis af danskerne står uden et arbejde, så er det samlede antal personer på offentlig forsørgelse faldende. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

På to år er antallet af offentligt forsørgede danskere faldet med 28.500. Det svarer til en nedgang på tre procent.

Dog lander det samlede antal på næsten 810.000 personer.

Den samlede nedgang skyldes især, at 7100 færre er i såkaldt støttet beskæftigelse i forhold til tredje kvartal 2011, svarende til 7 procent.

Det er primært de dagpengeberettigede i løntilskud og virksomhedspraktik, der har stået for faldet.

Selv om det skæpper i statskassen, at færre hæver sin forsørgelse på kommunen, så trækker det i modsatte retning, at antallet af ledige fortsat stiger.

14.300 flere danskere er således arbejdsløse i dag i forhold til 3. kvartal 2011. Og samtidig er antallet af kontanthjælpsmodtagere steget med 7500 personer.

Dermed er der næsten 115.000 ledige i Danmark i dag.

Mandagens tal viser også, at stadig færre danskere vælger at gå på efterløn. Fra tredje kvartal 2011 til tredje kvartal i år har 10.300 færre personer således valgt at på efterløn, det svarer til en nedgang på 9 procent.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV