Kun Contador kan slå Froome

Med de præstationer kan man godt stille spørgsmålstegn ved, om Alberto Contador reelt kan udfordre Chris Froome i årets Tour de France.

- Contador har ikke vist den form, han har været i de forrige år. Han ser slet ikke ud til at være godt kørende, og specielt enkeltstarten var alarmerende. Enkeltstarten er den ultimative test af formen, så i øjeblikket ser det ikke ud til at Contador kan udfordre Froome. Så skal han forstærke sig meget inden juli, siger den skotske cykeljournalist og forfatter Richard Moore, der blandt andet i 2011 udgav en bog om Team Skys mission om at erobre touren.

Hvis man håber på mere spænding i årets tour i forhold til sidste år, hvor Team Sky dominerede med Bradley Wiggins og netop Froome på de to øverste pladser på podiet, skal man dog stadig sætte sin lid til Contador.

Richard Moore ser ikke mange andre, der kan udfordre Froome, hvis ikke Contador finder formen. Han håber, at især de unge franskmænd Pierre Rolland og Thibaut Pinot kan true de største favoritter og blande sig i top fem, men ellers er det småt med udfordrerne.

- Det er svært at sige, der er ikke så mange at tage af. Tejay van Garderen fra BMC var god sidste år, og jeg tror han bliver bedre i år og bliver en udfordring for de andre. Jeg tror ikke, Andy Schleck kan gøre det. Han er ikke i nærheden af sin gamle form. Cadel Evans havde en fin Giro, og ham og van Garderen kan måske udfordre Team Sky, men jeg er ikke overbevist om det, siger Moore, der sagtens kan se sidste års parløb mellem to Sky-ryttere gentage sig.

- Den andenbedste rytter i feltet er måske Richie Porte. Det kunne godt ligne samme situation som sidste år, hvor de to stærkeste ryttere kører på samme hold. Det ville ikke overraske mig, siger han.

Heller ikke DR's cykelekspert Alex Pedersen har de store forhåbninger til Team Saxo-Tinkoffs holdkaptajn, selvom han stadig har et par uger til at forbedre sig inden starten på touren.

- Der er stadig tre uger til, så han kan jo nå at forbedre sig, og så skal vi lige en uge ind i Touren, før der rigtig sker noget. Så der er en måned endnu til at blive skarpere, men han har jo ikke været så god i år som tidligere, så derfor har jeg da også min tvivl, om han kan nå at komme op i gear, siger han.

Alex Pedersen kan heller ikke se andre ryttere bringe spænding ind i løbet.

- Gamle Cadel Evans skal jo nok være der, men jeg tror, det bliver Froome og Contador, der skal køre om det, og så er det spørgsmålet om, hvem der kan hænge bedst på og få den sidste podieplads, siger Pedersen, der modsat Richard Moore åbner en lille dør for tilbagevendte Andy Schleck.

- Jeg tror ikke, han kører med om sejren, men jeg vil ikke blive overrasket, hvis Andy Schleck går op og blander sig. Det ser ud som om, de er ved at få hans hoved på plads, og han er jo en fantastisk cykelrytter. Han kører ikke med om sejren, men kunne godt blande sig i top fem, siger han.

Første etape af Tour de France skydes i gang den 29. juni på Korsika.

Dagens Gossip

Dagens TV