Kun fem ud af ti sønderjyder rengør dagligt mellem tænderne

Kun fem ud af ti sønderjyder gør dagligt rent mellem tænderne. Det viser en ny undersøgelse foretaget af Philips Sonicare. Samtidig kortlægger den hidtil største undersøgelse af danskernes mundsundhed fra Dansk Sundhedsinstitut, at 77 procent af danskerne over 45 år har problemer med mundhygiejnen og dermed risikerer at udvikle paradentose.

Lider man af tandkødsbetændelse eller paradentose, er der risiko for, at bakterierne fra munden kan bevæge sig ud i blodbanerne. Det kan påvirke udviklingen af både hjerte-kar-sygdomme og diabetes. Og når den hidtil største undersøgelse af danskernes mundsundhed, ”Tandstatus – tandsundhed objektivt og subjektivt vurderet” fra Dansk Sundhedsinstitut, afslører, at tre ud af fire danskere over 45 år har dårlig mundhygiejne, er der grund til at råbe vagt i gevær, mener formand for Dansk Tandplejerforening, Elisabeth Gregersen:

- Det er bekymrende, at så mange ældre danskere er i risikozonen for at udvikle paradentose. Den grundige daglige mundhygiejne er alfa og omega for at undgå udviklingen af tandsygdomme som paradentose. Og når man kommer op i alderen er det ikke mindst vigtigt at fastholde en god mundsundhed gennem grundig og korrekt tandbørstning og daglig rensning af mellemrummene mellem tænderne, siger Elisabeth Gregersen.

Tandundersøgelsen dokumenterer også, at næsten hver fjerde over 45 år har haft ondt i tænderne eller tandkødet inden for det seneste år, og at hele 12 procent af deltagerne over 45 år allerede kan karakteriseres som værende paradentosepatienter.

Vilje til at ændre vanerne

Alligevel viser en undersøgelsen, at kun fem ud af ti sønderjyder dagligt gør rent mellem tænderne. Og en ud af fem rengør kun mellemrummene én gang om ugen.

- Det er helt afgørende at rengøre mellemrummene mellem tænderne for at få bakterier og madrester væk. Det er nemlig ofte i mellemrummene, at der er risiko for at få huller i tænderne og begyndende tandkødsbetændelse, som senere kan udvikle sig til paradentose, siger Elisabeth Gregersen.

Viljen til at gøre rent mellem tænderne er der. For seks ud af ti sønderjyder har dårlig samvittighed over, at de ikke rengør mellemrummene ofte nok. Den mest almindelige grund til at sønderjyderne ikke renser mellem tænderne er simpelthen, at de glemmer at gøre det.

Dagens Gossip