Kun hvert fjerde IC4-tog på skinner

Ud af 73 IC4-tog, DSB har modtaget fra den italienske producent Ansaldobreda, er det kun de 19, som kan køre – resten er enten gået i stykker, på værksted, under ombygning, afventer ombygning, til eftersyn, til inspektion eller i færd med at få opgraderet kørecomputeren. Det skriver Ingeniøren.

Ifølge Ingeniøren er det primært mangel på reservedele, som betyder, at DSB kører langt færre kilometer med togsæt, end det oprindeligt var meningen.

I en netop offentliggjort statusrapport fra DSB til Folketingets Transportudvalg fremgår det ifølge fagbladet, at DSB på mange områder indhenter de fornødne reservedele uden om producenten Ansaldobreda ved på egen hånd at finde de tidligere Ansaldobreda-underleverandører i Italien og indgå nye aftaler med de leverandører.

Statusrapporten oplyser, at det netop er den desperate mangel på reservedele, som holder det store antal IC4-tog ude af drift.

DSB afviser over for Ingeniøren at kommentere sagen yderligere.

Dagens Gossip