Kunde fandt muggent bacon i Lidl

Skrevet af Elo Christoffersen

02/10/2012

Dagens topnyheder

 

Kristian Kruse fra Kolding gjorde fredag den 28. september et ulækkert fund i dagligvarebutikken Lidl på Mosevej i Kolding. Han fandt flere pakker bacon, der var fyldt med mug.   Det dokumenterer han med fotos, som han har sendt til dagens.dk.   Rikke Brandes, der er kommunikationsansvarlig hos Lidls hovedkontor i Kolding erkender, at der har været mugne varer i kølediskene. Hun beklager fejlen og fortæller:   - Efter vores medarbejder i den pågældende butik blev gjort opmærksom på problemet, undersøgte medarbejderen varerne og tog straks den dårlige vare ud af salg.   Lidl oplyser, at de vægter fødevaresikkerhed meget højt.   - Men her må vi desværre konstatere, at der er sket en fejl, og vi har heller ikke modtaget andre henvendelser på det pågældende produkt. Alle vores butikker følger et nøjere egenkontrolprogram, som er vurderet af Fødevaremyndighederne, men vi har naturligvis indskærpet dette over for den pågældende butik, men også generelt overfor alle medarbejdere, da det er en situation, vi tager meget alvorligt, siger Rikke Brandes.   Det var nu ikke den opfattelse, Kristian Kruse fik, da han påtalte det mugne kød i køledisken:   - Men jeg er glad for at ledelsen i Lidl tager fødevaresikkerheden alvorligt. Selv om det ikke var min opfattelse, at de tog mig alvorligt, så ser det da ud til at de tager hånd om det nu, slutter Lidl-kunden.