Kundeflugt fra Danske Bank

»Der er ingen tvivl om, at Danske Bank er den store taber. Mens de andre større banker vinder kunder, falder Danske Banks andel af kunder markant,« siger Christian Stjer, der er direktør i Voxmeter.

1,2 millioner voksne danskere betragter i dag Danske bank som deres primære bank. Det svarer til 27,6 procent i forhold til 30,3 procent sidste år.

Nordeas markedsandel er i samme periode vokset fra 22,9 til 25 procent.

Og den udvikling bliver svær at vende, mener Christian Stjer.

»De er inde i en negativ spiral. Uanset hvad kommer det til at tage tid. Men først og fremmest kræver det, at banken investerer hele sit markedsføringsbudget på at kommunikere med egne kunder, idet den negative spiral gør det værdiløst at promovere sig over for omverdenen,« siger Christian Stjer til avisen.

Det er dog ikke nødvendigvis skidt for Danske Bank at miste kunder.

»Det afhænger jo af, hvilke kunder den mister. Hvis det primært drejer sig om kunder med et begrænset engagement, er skaden begrænset. Men ledelsen bør være opmærksom på, om kommunikationen med omverdenen har skadet banken så meget, at det i fremtiden påvirker driften negativt gennem afgang af de primære kunder,« siger Danske Bank-analytiker fra Formuepleje Otto Friedrichsen.

Danske Banks egen tal ser lidt anderledes ud.

»Tallene må stå for Voxmeters egen regning. Vores tal baserer sig på fakta og ikke prognoser. Faktum er, at der i første kvartal netto var cirka 30.000 kunder, der forlod Danske Bank. Det var primært kunder, der i forvejen havde de fleste af deres forretninger hos andre banker,« siger Tonny Thierry Andersen, bankdirektør i Danske Bank.

Dagens Gossip