Kunderne strømmer til Arbejdernes Landsbank

Overskuddet forventes nu at blive på mellem 400 og 450 millioner kroner før skat i 2013 mod tidligere 325-350 millioner kroner.Efter første halvår hedder resultatet 230 millioner, et markant løft fra 159 millioner kroner i samme periode sidste år.

At forretningsomfanget et øget med 6,8 procent i første halvår skyldes dels opkøbet af dele af Østjydsk Bank, dels - og i endnu højere grad - strømmen af nye kunder, som har fundet vej til banken på eget initiativ.

»Aktivitetsniveauet har været højt i Arbejdernes Landsbank det forgangne halvår. I bankens 68 filialer landet over er kunderne strømmet til. Nettotilgangen af nye kunder i Arbejdernes Landsbank er over 10.000 i de første seks måneder. Samtidig har Arbejdernes Landsbank også overtaget tre filialer fra Østjydsk Bank i Vejle, Horsens og Skanderborg med mere end 7.000 kunder,« skriver Arbejdernes Landsbank i en pressemeddelelse.

Banken reducerer sine nedskrivninger på udlån med 44 procent til 89 millioner kroner i andet halvår, og det er et niveau, som banken regner med at kunne holde, også set i lyset af de mere positive takter i dansk økonomi.

»Vi har forventninger til en fornuftig samfundsøkonomisk udvikling for det kommende halvår. Vi tror på et øget aktivitetsniveau ude i filialerne, yderligere fremgang i basisdriften og et tilfredsstillende afkast på vores værdipapirbeholdning. Samtidig er behovet for nedskrivninger reduceret til et lavere og langt mere normalt niveau, hvilket ser ud til at fortsætte,« siger ordførende direktør Gert A. Jonassen i pressemeddelelsen.

Dagens Gossip