Kunstig hud skal erstatte forsøgsdyr

Skrevet af admin

10/02/2015

Dagens topnyheder

Vi skal bruge færre forsøgsdyr i produktionen af medicin, og derfor tildeler fødevareminister Dan Jørgensen (S) tirsdag 1,3 millioner kroner til tre forskningsprojekter, der skal finde alternativer til dyreforsøg.

- Der er i dag endnu ikke brugbare alternativer til alle de dyreforsøg, der bliver foretaget for at udvikle livsvigtig medicin til mennesker. Derfor skal vi hele tiden lede efter nye alternativer, så vi kan begrænse brugen af levende dyr, siger Dan Jørgensen i en pressemeddelelse.

Det ene projekt vil lave en lungemodel, som skal bruges til at teste kemikalier, som man nu tester på dyr. Det andet projekt vil udvikle kunstig hud, som kan bruges til forsøg med midler mod hudinfektioner. Det tredje projekt handler om at skifte geder ud med høns i produktionen af antistoffer.

Der findes store mængder antistoffer i hønseæg, og derfor behøver man ikke at tappe blod fra hønsene, som man gør med geder, for at få fat i antistofferne.

- Det er tre meget spændende projekter, der blandt andet skal bruges til at forske i skader på menneskers lunger og MRSA-infektioner i huden. Jeg håber, at projekterne kan blive til virkelighed, siger Dan Jørgensen.

Støttemidlerne fordeles af Danmarks 3R-Center, som er oprettet af Fødevareministeriet i samarbejde med medicinalindustrien og flere dyreværnsforeninger. Centret arbejder for at finde alternativer til forsøgsdyr og for at skabe bedre forhold for dyrene.

De seneste tal fra Dyreforsøgstilsynet viser, at der i 2013 i Danmark blev brugt 242.089 forsøgsdyr. Fra 2000 til 2013 faldt antallet af forsøgsdyr i Danmark med næsten 20 procent. I 2000 måtte 301.833 dyr lægge krop til forsøg i industrien.

/ritzau/