Kunstnere vil redde Fregatten Jylland

Den traditionsrige danske turistattraktion Fregatten Jylland har i de senere år været i økonomisk stormvej. Men nu har en lang række anerkendte danske kunstnere sagt ja til at give en hjælpende hånd til klenodiet på Djursland.

De 30 kunstnere vil nemlig skabe et unikt kunstværk og herefter bortauktionere værkerne på Lauritz.com. Salget vil gå ubeskåret til Fregatten Jylland, og de ekstra penge har en vigtig betydning, fortæller direktør Benno Blæsild.

- Det redder os hen over sommeren og sikrer, at vi også eksisterer i jubilæumsåret 2014. Det ville da være ærgerligt, hvis det var det år, vi skulle lukke, og det skal vi ikke, siger han.

2014 fejrer Fregatten Jylland 150 års jubilæum for sejren i søslaget ved Helgoland i 1864, der dog ikke forhindrede Danmarks sviende nederlag til Preussen. I 1908 blev fregatten omdannet til kulturskib, og siden 1960 har det ligget i Ebeltoft.

Benno Blæsild fortæller, at attraktionens mangeårige historik har gjort, at folk betragter seværdigheden som "old school".

Derfor betyder det ekstra meget, at kunstnere som for eksempel Michael Kvium, Leif Sylvester og Bjørn Nørgaard støtter projektet.

- Vi kæmper med et gammeldags renommé. Folk tror, at det vist nok er noget med kransekage og blødt brød til kaffen.

- Men her kan vi se, at kulturpersonligheder, som tilhører den danske avantgarde, også bakker op om Fregatten Jylland, siger Benno Blæsild.

Han har imidlertid svært ved at spå, om det vil redde Fregatten Jylland i fremtiden.

- Det er stadig et åbent spørgsmål, om Fregatten Jylland vil eksistere på den lange bane, men får vi ingen statslig støtte, er vi i akutte problemer, slår han fast.

Sidste år mistede Fregatten Jylland halvdelen af sit tilskud på fire millioner kroner som en del af finansloven for 2013. Håbet er, at salget fra kunstværkerne vil indbringe mellem 250.000 og 500.000 kroner.

Hver af de 30 kunstnere har fået en egestav fra et whiskyfad, som de skal udsmykke. Det såkaldte kunstprojekt "kunst på fad" vil ud over på Fregatten Jylland kunne opleves i Øksnehallen i København og Musikhuset i Aarhus i løbet af august og september.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV