Kup ulmer i Ringkøbing-Skjern

Skrevet af admin

20/11/2013

Dagens topnyheder

Tirsdag nat forlod Kristendemokraterne og Socialdemokraternes spidskandidater konstitueringsforhandlingerne med den kryptiske udtalelse: Vi skal finde den løsning, der er bedst for alle.

Nu har de måske fundet den, skriver jp.dk. Oppositionen mødes senere onsdag for at diskutere, om man kan finde en borgmester, som ikke er Venstres bykonge, Iver Enevoldsen (V).

- Vi har brug for et sporskifte i Ringkøbing-Skjern, siger Socialdemokraternes spidskandidat, Karsten Sørensen til jp.dk.

Med 44,9 procent af stemmerne har Venstre mistet det absolutte flertal, partiet havde i kommunen. Partiet er gået tilbage med 7,6 procentpoint.

Klokken 13 skal Socialdemokraterne, SF, Fjordlisten og Kristendemokraterne mødes til forhandlinger, og Socialdemokraternes spidskandidat forventer, at partierne vil komme med et konkret bud om en konstituering.

- Det kan blive en fra vores partier, som vi peger på, eller også kan det ende med, at vi foreslår Venstre, at de stiller med en ny borgmester, siger Karsten Sørensen.

Kristendemokraternes spidskandidat, Kristian Andersen, vil ikke kommentere, om han er i forhandlinger med andre partier om borgmesterposten.

- Der venter forhandlinger og snak senere i dag, lad os se, hvad der sker, siger han til jp.dk, men slår samtidig fast, at partiets fremgang skal udnyttes.

- Vi er samtidig gået frem med 30 procent i antal stemmer og mit personlige stemmetal er fordoblet. På samme tid er Venstre gået tilbage, så vælgerne har bestemt, at der er en helt ny situation i vores kommune, siger han til jp.dk.

Venstre er i valgforbund med Dansk Folkeparti. Men går DF sammen med oppositionen, vil de kunne mønstre et flertal udenom Venstre.

/ritzau/