Kupforsøg ryster ikke danske selskaber i Tyrkiet

Skrevet af admin

18/07/2016

Dagens topnyheder

Der var skruet helt op for forvirringen og kaosset i Tyrkiet natten til lørdag, da en gruppe inden for militæret forsøgte at gennemføre et kup. Kampvogne rullede i gaderne, og præsidenten var ingen steder at finde.

I løbet af lørdagen var kuppet dog slået ned, og situationen ved at vende tilbage til normalen. Dermed er der heller ingen større påvirkninger for danske selskaber, der opererer i det store land mellem Asien og Europa, skriver Børsen.

- Søndag morgen lavede vi den vurdering, at vi kunne gå i gang igen. Så vi fik befolket vores butikker, og nu er vi back in business, siger Søren Schriver, administrerende direktør for tøjselskabet Hummel, der har omkring 500 ansatte i landet.

Samme melding kommer fra tyggegummiproducenten Gumlink, der har en fabrik i landet, samt fra Grundfos.

- For nuværende forventer vi ikke, at kupforsøget får en betydning, for situation er tilsyneladende normaliseret, siger kommunikationsdirektør i Grundfos Kim Nøhr Skibsted til Børsen.

For A.P. Møller - Mærsk, verdens største shippingselskab, var der heller ikke nogen påvirkning fra kupforsøget, selv om dele af tyrkisk farvand lørdag var lukket.

Carlsberg og Arla fortæller ligeledes, at man ikke er berørt af kupforsøget.

Ifølge Dansk Industri eksporterede Danmark varer og tjenester til Tyrkiet for 5,1 milliarder kroner. Det tal er steget markant siden 2010, hvor det lød på 3,7 milliarder kroner ifølge Danmarks Statistik.

- Tyrkisk økonomi har klaret sig fantastisk godt, siden Erdogan blev premierminister og senere præsident, siger økonom i Market and Money Advisory Lars Christensen til Børsen.

- Sådan noget her skaber en enorm usikkerhed, og det er selvfølgeligt noget, der kan skræmme investorer væk.

/ritzau/