Kupmagere erkender nederlag i Burundi

Et kupforsøg i Burundi er slået fejl, og lederne af det er enten anholdt eller på flugt, siger en talsmand for præsidentkontoret.

Efter hårde kampe om navnligt kontrollen over det statslige radiohovedkvarter er gaderne i hovedstaden, Bujumbura, fredag rolige.

General Godefroid Niyombare, som stod i spidsen for kupforsøget mod præsident Pierre Nkurunziza, oplyser til det franske nyhedsbureau AFP, at lederne af kupforsøget har erkendt deres nederlag og er ved at blive anholdt eller på flugt.

Han siger, at han selv vil overgive sig.

- Vi har besluttet at kapitulere. Jeg håber ikke, at de dræber os, siger Niyombare.

Mindst tre af de ledende kupmagere skal være anholdt af styrker, som er loyale mod styret.

Præsident Nkurunziza er vendt tilbage til Bujumbura fra et besøg i Tanzania og planlægger at holde en tale til nationen.

Flere civile organisationer og oppositionsgrupper opfordrer til fortsatte demonstrationer og protester mod præsidenten.

Kupforsøget kom efter uger med uro i landet. Demonstranter har protesteret mod, at præsidenten har fået grønt lys til at stille op til en tredje periode. I forfatningen hedder det, at en præsident kun må sidde i to perioder.

En forfatningsdomstol har afgjort, at Pierre Nkurunziza kan stille op igen, fordi han ikke var folkevalgt i sin første periode.

Burundi var fra 1992 til 2005 plaget af borgerkrig mellem landets to store befolkningsgrupper, tutsier og hutuer, og det er mindet om krigen, der er med til at skabe frygt i landet.

Forfatningen er for befolkningen en garanti for den fremtidige sikkerhed i landet, og hvis præsidenten bliver siddende i en tredje periode, frygter man, at det kan føre til andre overtrædelser, som kan true den skrøbelige situation i landet, siger iagttagere.

Rwanda, Burundis nabo mod nord, dannede i 1994 rammen om et af de værste folkemord siden Anden Verdenskrig. På 100 dage blev omkring 800.000 mennesker slået ihjel i en krig mellem landets hutu- og tutsistammer.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip