Kurdere kæmper for at holde centrum i Kobani

Skrevet af admin

11/10/2014

Dagens topnyheder

Kurdiske militsfolk holder stand mod gentagne offensiver fra islamisk Stat (IS) mod selve bymidten i den syriske grænseby Kobani, hvor der er frygt for, at den sidste flugtvej til Tyrkiet kan blive afskåret.

Militante fra IS angreb bymidten tidligt lørdag, efter at de fredag havde overtaget det kurdiske hovedkvarter.

Det nye angreb udløste 90 minutters hårde kampe, hvorefter jihadisterne trak sig tilbage igen, siger overvågningsgruppen Syriens Observatorium for Menneskerettigheder.

Den amerikanskledede koalition gennemførte også to luftangreb mod IS syd og øst for Kobani, siger overvågningsgruppen, der indhenter informationer fra netværk over hele landet.

Siden Islamisk Stats offensiv mod byen begyndte i midten af september, er omkring 500 mennesker blevet dræbt, og omkring 200.000 er flygtet over grænsen til Tyrkiet.

Men amerikanske talsmænd advarer om, at mens verdens fokus er på Kobani, så øger jihadisterne deres pres på regeringen i Bagdad i nabolandet Irak, hvor hæren er i en "udsat position" i Anbar provinsen mellem Bagdad og den syriske grænse.

Adskillige hundrede civile menes fortsat at befinde sig i Kobani, og fredag advarede FN's fredsudsending, svenske Stefan de Mistura, ifølge BBC mod, at de civile efter al sandsynlighed vil blive massakreret af IS-krigerne, hvis byen falder og bliver indtaget af islamisterne.

Stefan de Misura opfordrer Tyrkiet til at lade kurdiske frivillige passere grænsen til Syrien med udstyr, som gør dem i stand til at bidrage til selvforsvaret af byen.

Tyrkiet har opstillet militære styrker på grænsen til Syrien, men er ikke gået ind i en selvstændig landoperation, ligesom kurderne har fået forbud mod at krydse grænsen til Syrien for at kæmpe mod IS.

Den kurdiske milits, der forsvarer de kurdiske områder i Syrien, siges at have nære forbindelser til Kurdistans Arbejderparti, PKK, som har ledet et væbnet separatistisk oprør i det sydøstlige Tyrkiet, og som opfattes som en terrororganisation i Vesten.

/ritzau/AFP