Kurdisk tv-station vil anke til Højesteret

Bestyrelsen for to selskaber, som Østre Landsret dømte i sagen om det kurdiske ROJ TV, vil søge sagen indbragt for Højesteret.

Det har selskaberne besluttet på et bestyrelsesmøde, oplyser administrerende direktør Imdat Yilmaz.

- Ved et bestyrelsesmøde er det besluttet, at man ikke vil acceptere landsrettens afgørelse og derfor vil søge sagen indbragt for Højesteret, siger Imdat Yilmaz.

Østre Landsret afsagde i sidste uge dom i sagen mod ROJ TV, der var tiltalt for at være talerør for den kurdiske separatistbevægelse PKK, der står på EU's terrorliste.

Landsretten skærpede straffen til de to selskaber bag stationen til bøder på hver fem millioner kroner. Desuden blev ROJ TV frataget retten til at sende fjernsyn.

Hvis Højesterets afgørelse også går tv-stationen imod, signalerer bestyrelsen allerede nu, at den er parat til at rejse sagen for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Foreløbig skal Procesbevillingsnævnet afgøre, om tv-stationen kan få lov til at rejse sagen i Højesteret.

Dagens Gossip