Kurdiske byer ramt af bombeattentater

Tre bilbomber er eksploderet i den kurdiske by Kirkuk i det nordlige Irak og har dræbt mange mennesker.

En læge siger, at 20 mennesker er dræbt, og at 65 er såret.

Samtidig rapporterer det lokale tv i Erbil, hovedstaden i de kurdiske områder, at en bombe er eksploderet.

Erbil regnes for at være relativt sikker og stabil i det ellers urolige og ustabile Irak, men det lokale tv har vist billeder af brandfolk, der pøser vand på en bil, som ser ud til at være sprængt.

Dog siger tv-kanalen, at der ingen dødsofre er fra eksplosionen, men adskillige skal være blevet såret.

En højtstående politikilde i Kirkuk siger, at de tre bomber eksploderede næsten samtidig. To af dem eksploderede nær bygninger, der var under opførelse, og som sikkerhedsstyrker brugte som observationsposter.

Den tredje bilbombe eksploderede ved indgangen til en markedsplads.

Bombeattentaterne kommer på et tidspunkt, hvor kurdiske styrker er på slagmarken i Irak for at kæmpe mod den stærkt islamiske milits Islamisk Stat (IS), der i de seneste måneder har været på fremmarch i det vestlige og nordlige Irak.

IS, der også sidder på dele af Syrien, har udråbt, havde det kalder et kalifat i de områder, som militsen har erobret.

Indbyggerne i de erobrede områder får besked på at konvertere til islam eller dø.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip