Kurdiske kvinder: Islamisk Stat frygter os

Det er ikke kun mændene i den kurdiske del af Irak, der har grebet til våben i kampen mod ekstremisterne fra Islamisk Stat (IS).

Side om side med deres mænd kæmper de kurdiske kvinder for overlevelse.

Senest skal bataljonen ifølge flere medier have været spydspids i genindtagelsen af den strategisk vigtige Mosul-dæmning.

Og det er ikke kun i det nordlige Irak, at kurdiske kvinder deltager i kamphandlingerne. Overalt i de kurdiske regioner i Syrien og Irak kæmper mødre, søstre og døtre på slagmarken.

Og kvinderne selv tror, at de har en fordel på slagmarken frem for mændene.

- Jihadisterne kan ikke lide at kæmpe mod kvinder. Fordi hvis de bliver dræbt af en kvinde, så tror de ikke, de kommer i himlen, har en kurdisk kvinde sagt til avisen The Wall Street Journal.

I det nordlige Irak har styrkerne fra det autonome Kurdistan - de såkaldte Pershmergaer - længe gjort brug af kvindelige soldater. I 1996 oprettede man en ren kvindelig bataljon i kampen mod den daværende irakiske diktator Saddam Hussein.

I dag rummer bataljonen 550 kvinder, der modtager træning fra de kurdiske specialstyrker og kæmper ved frontlinjen mod Islamisk Stat.

Den britiske avis The Daily Express besøgte i august bataljonen i Kurdistan, og her fandt man den 24-årige Sharmin Omar, der var fire måneder henne i sin graviditet.

- Hvis jeg bliver kaldt til frontlinjen, tager jeg af sted. Det er min pligt, uanset om jeg er gravid eller ej, fortalte hun.

Det er dog ikke kun Pershmergaerne, der bruger kvindelige soldater. Kurdiske militser i både Syrien, Tyrkiet, Iran og Irak har kvinder i kampzonerne.

På slagmarken møder de styrker fra Islamisk Stat, der ifølge FN og Amnesty International voldtager, tvangsomskærer og sælger kvinder for at undertrykke dem på deres vej gennem Irak og Syrien.

- Det værste vil være at blive fanget af Islamisk Stat. Jeg kan ikke forestille mig, hvad de vil gøre ved mig, fortalte en ung syrisk-kurdisk kvinde, der kæmpede i Aleppo sidste efterår, til Vice News.

/ritzau/

Dagens Gossip