Kurdiske soldater i Irak angribes med kemiske våben

Skrevet af admin

13/08/2015

Dagens topnyheder

Kurdiske peshmerga-soldater i Irak, der bekæmper Islamisk Stat (IS), har været udsat for angreb med kemiske våben, oplyser den tyske hær.

- Der var et angreb med kemiske våben sydvest for Erbil, siger en talsmand for det tyske forsvarsministerium. Det skal være sket for nogle få dage siden.

Han fortæller, at nogle af de kurdiske soldater fik åndedrætsbesvær, mens tyske soldater, der var med som instruktører, slap uskadt.

- Amerikanske og irakiske specialister fra Bagdad er på vej for at finde ud af, hvad der hændte, siger talsmanden.

Tyskland har siden september sidste år støttet den kurdiske peshmerga-milits med våben og uddannelse for at kunne bekæmpe IS. For øjeblikket er der 90 tyske soldater i området.

IS er tidligere blevet beskyldt for at anvende klor mod de kurdiske styrker i Irak. I foråret beskyldte den kurdiske lokalregering islamisterne for at have brugt klor under et bilbombeangreb den 23. januar.

To forskningsenheder - Conflict Armament Research Group og Sahan Research - mener at have bevis for, at peshmerga var mål, da et projektil fyldt med en ukendt kemisk substans blev affyret den 21. eller 22. juni. Substansen havde de samme karakteristika som klor.

De to organisationer siger også, at der var et lignede angreb mod kurdiske styrker 28. juni. Ved nedslag frigives en gul gas "med en stærk lugt af rådne løg", påpeger de.

/ritzau/AFP