Kurt Andersen: Ny ejer skal give FC Vestsjælland et skub

Skrevet af admin

02/08/2014

Dagens topnyheder

FC Vestsjælland har de seneste seks år haft rigmanden Kurt Andersen som hovedaktionær. Snart er det dog slut, engelsk bosatte Kurt Andersen har sat sine aktier til salg.

- Jeg har haft seks gode år her, og jeg har brugt en del tid på klubben. Men nu hvor vi er i Superligaen, skal der gives mere tid, end jeg kan give, siger Kurt Andersen.

- Jeg leder derfor efter en aktiv bestyrelsesformand og hovedaktionær, gerne en yngre mand, som kan påvirke det hele, og som kan give FC Vestsjælland skubbet videre frem.

Da Kurt Andersen gik ind i FC Vestsjælland, der dengang bar navnet Slagelse B & I, var klubben at finde i den tunge ende af landets tredjebedste række, så rejsen til Superligaen har været lang og hård.

- Da vi startede, var vi i bunden af 2. division. Efter et par år der rykkede vi op i 1. division, og sidste sommer kom vi så, et år før planen, i Superligaen. Det har været rigtig spændende.

- Men vi har en meget lille organisation, og derfor er det meget vigtigt, at bestyrelsesformanden er til rådighed 24 timer i døgnet, syv dage om ugen. Jeg bor selv i England, så jeg kan ikke gøre det, siger Kurt Andersen.

FC Vestsjælland er ikke den første danske klub, der har haft Kurt Andersen som hovedaktionær. Han var fra 2001 til 2007 i AGF.

- Det er to helt forskellige situationer. I AGF kom jeg ind i en gammel, traditionsrig klub, som havde nogle problemer. Dem fik vi løst på en pæn måde, og dengang fandt jeg et konsortium af tre-fire forretningsfolk fra Aarhus, som købte aktierne og kørte det videre.

- Kan vi gøre det samme her i Slagelse, vil det være rigtig godt. Men jeg tror, det bliver sværere her, for der er flere penge i Aarhus end i Slagelse.

- Det kan godt være, der kommer til at gå et halvt år eller et år, før jeg har fundet en køber, men jeg bliver her så længe, det er nødvendigt, siger han.

/ritzau/