Kuwait har optrævlet et netværk med forbindelse til Islamisk Stat (IS) og anholdt fire mistænkte, oplyser landets indenrigsministerium.
En femte person er dræbt i Irak.
I en skriftlig udtalelse fra ministeriet hedder det, at "terroristerne har indrømmet at have deltaget i avanceret våbentræning og desuden kæmpet i Irak og Syrien".
Anholdelserne sker en måned efter, at en selvmordsbomber tog livet af 26 mennesker i et angreb mod en shiitisk moské i oliestaten. Flere hundrede blev såret i eksplosionen 26. juni.
Alle fem medlemmer af netværket menes at være kuwaitiske statsborgere.
Fire medlemmer har deltaget i kampe for Islamisk Stat, deriblandt en person som blev dræbt under kamp i Irak. Den femte hjalp de øvrige med at "rejse til Irak for at tage del i terrorhandlinger," skriver ministeriet.
De mistænkte er mellem 24 og 34 år.
I slutningen af juni erklærede Kuwaits regering krig mod militante islamister, og ved den lejlighed sagde indenrigsminister Mohammad al-Khaled al-Sabah, at man netop ville slå til mod militante celler i landet.
Islamisk Stat har taget skylden for moskéangrebet i Kuwait.
29 personer står anklaget i bombesagen, som indledes 4. august.
/ritzau/AFP