Kvæstet fra dødsulykke er nu i stabil tilstand

En 48-årig mand fra Tønder, der lørdag blev hårdt kvæstet i en voldsom trafikulykke ved den lille sønderjyske by Øster Lindet, er søndag i stabil tilstand.

Sådan lyder meldingen fra lægerne på Odense Universitetshospital, hvortil den svært tilskadekomne mand blev fløjet efter ulykken, oplyser vagtchef Søren Svejgaard, Syd- og Sønderjyllands Politi.

Den voldsomme ulykke, hvor to biler stødte frontalt sammen, kostede en mand livet. Den dræbte er en 26-årig mand fra Toftlund, der blev erklæret død på stedet.

Den hårdt kvæstede mand havde en passager i bilen, en 41-årig udenlandsk kvinde, der er kørt til Kolding Sygehus. Hun pådrog sig kun lettere kvæstelser.

Færdselsulykken skete klokken 17.10 på Tøndervej sydvest for landsbyen Jels.

Ulykken skete ifølge vidneforklaringer, da den 26-årige kom kørende ad Tøndervej mod nord. Af en eller anden grund kom han over i den modsatte vejbane og kørte frontalt ind i den anden bil.

/ritzau/

Dagens Gossip