Kvinde adopterer døende hund: Hun vil gøre pelsklumpens sidste tid til den allerbedste tid

Det var kærlighed ved første blik, da Nicole fik øje på Chester.

Den amerikanske kvinde kastede sin kærlighed over den syge hund, da hun var inde at besøge et dyreinternats side på Facebook.

Hun tøvede ikke med at gøre Chester til en del af familien, der bor i byen Columbus i den amerikanske delstat Georgia.

Det er desværre uvist, hvor længe hun og de andre familiemedlemmer får glæde af deres nye hund, da Chester er uhelbredeligt syg af kræft. Det skriver engelske metro.

Nicole har derfor besluttet sig for at gøre hundens sidste tid til en række af gode oplevelser.

- Jeg forsøger at give ham de oplevelser, som hunde normalt får, men som han måske aldrig har haft mulighed for at prøve. Derudover vil jeg forkæle ham groft, siger Nicole til det lokale medie.

Indtil for få uger siden så den uvisse fremtid dyster ud for hunden, men i Nicoles selskab har Chester gennemgået en opblomstring - og han lader til at nyde godt af de mange oplevelser.

Indtil videre har han blandt andet fået lov til at stikke hovedet ud af bilvinduet, mens Nicole gav den gas på vejene i det sydlige USA.

Han har med stor fornøjelse sat tænderne i en række lækkerier som softice og hotdogs, mmmh!

- Han har stadig en enorm appetit, siger Nicole.

I april måned blev Chester afleveret af sin ukendte og nu tidligere ejer på trappen til dyreinternatet.

Dengang var han i en sørgelig forfatning med klumper i pelsen, men det har heldigvis ændret sig efter mødet med de nye adoptivforældre.

Nicole har lavet en liste med de ting, som Chester, der vurderes til at være 13-14 år gammel, skal nå at opleve.

Hunden kan blandt andet se frem til et besøg på en fin restaurant, en tur på stranden og en fødselsdagsfest.

Læs også: 7-årig pige adopterer hund med hjerteproblemer - var stemplet som uegnet til adoption

De mange oplevelser får lov til at fortsætte til den dag, hvor Chester ikke orker mere morskab.

- Vi har ingen idé om, hvor længe vi fortsat vil være velsignet med Chester, men han har stadig mange munter stunder, og så elsker han at terrorisere mine kattekillinger, siger Nicole og fortsætter:

- Han lader ikke til at være i slemme smerter, men er langsom på grund af alderen.

Hun har lavet en side for Chester på Facebook, og her kan man følge med i de forhåbentlig mange gode øjeblikke, der stadig venter den lille pelsklump. 

Følg Dagens Hunde for flere lignende artikler:

 

 

Dagens Gossip

Dagens TV