Kvinde alvorligt kvæstet ved trafikulykke i Helsingør

En 54-årig kvinde kom fredag alvorligt til skade, da hun blev kørt ned af en bil på Prøvestensvej i Helsingør.

- Hun er ved at krydse vejen til fods, da hun bliver ramt af en personbil, fortæller Dan Houtved, der er vagtchef hos Nordsjællands Politi.

- Ved påkørslen bliver hun slynget op på bilen og rammer frontruden, fortsætter han.

Ulykken skete, fordi bilisten for sent fik øje på fodgængeren, der krydsede vejen.

- Der er hverken fodgængerovergang eller gadelys på stedet, og hun var iført mørkt tøj. Det er formentlig derfor, bilisten opdager hende for sent, forklarer Dan Houtved og understreger, at politiet ikke mistænker ham for at have kørt for stærkt.

Kvinden blev bragt til traumecentret på Rigshospitalet, hvor hun fredag aften blev opereret.

Umiddelbart mener ikke lægerne ikke, at kvinden er i livsfare, oplyser politiet tidligt lørdag morgen.

- De har kortvarigt været i kontakt med hende i løbet af natten. Hun er nu lagt i respirator, og så vil man forsøge at vække hende igen ved middagstid, siger vagtchef Mogens Mogensen fra Nordsjællands Politi.

/ritzau/

Dagens Gossip