Kvinde betalte en kvart million for måltid på Burger King

Anya Norstrøm havde ikke regnet med, at en børnemenu, et par burgere og en omgang chili cheese tops, som hun søndag købte på Burger King i Odense, ville koste det samme som en sprit ny bil.

Derfor blev hun ret overrasket, da hendes bankrådgiver ringede om mandagen og fortalte hende, at der var en mærkelig postering på hendes bankkonto. Det skriver BT.

- Jeg fik med det samme en kæmpe klump i maven og vidste ikke, hvad jeg skulle sige, da jeg fik af vide, min konto var i minus 276.000 kr., siger Anya Norstrøm Pedersen til avisen.

Læs også: Nu kan du bestille et McWedding

Da hun skulle betale for måltidet på restauranten, stod der 102 kroner på Dankort-terminalen, og det beløb accepterede Anya Norstrøm.

Men fejlen viste sig at være sket, da Anya Norstrøm blev bedt om at oplyse sit telefonnummer ved kassen. Ved et tidligere besøg var der nemlig gået noget galt med bestillingen, og derfor blev hun søndag bedt om at oplyse navn og telefonnummer for at få en gratis børnemenu.

- Da jeg gav dem det præcise beløb i kroner og øre, kunne jeg pludselig se, at det var samme tal som mit telefonnummer, siger Anya Norstrøm Pedersen, der fandt frem til fejlen sammen med personalet på restauranten.

- På en eller anden måde, så har ekspedienten fået trykket mit telefonnummer ind som beløb, forklarer hun.

I følge avisen havde de ansatte på Burger King på Ørbækvej i Odense godt undret sig over søndagens enorme overskud, men de havde ikke gjort noget ved det.

Læs også: McDonald’s i Japan har taget kyllingen ud af deres McNuggets

Anya Norstrøm blev bedt om at kontakte fastfood-kædens hovedkvarter i Sverige, og så blev problemet løst.

- Jeg fik pengene onsdag, så det er gået ret hurtigt. De dækkede også de renter, der blev trukket fra min konto, mens den stod i minus, fortæller Anya Norstrøm til avisen.

- Desuden så har de bedt om min adresse, fordi de vist nok vil sende nogle ting som undskyldning, siger hun.

I alt blev der hævet 287.000 kroner fra Anya Norstrøms bankkonto.

Dagens Gossip