Kvinde dømt for at skyde sin far på Lolland: Ville bare skræmme ham

En 39-årig kvinde ville efter eget udsagn blot skræmme sin far, da hun natten til 18. juli sidste år affyrede to skud mod manden, der lå og sov i sin seng.

Ikke desto mindre har Retten i Nykøbing Falster tirsdag valgt at dømme kvinden for drabsforsøg, efter at faren både blev ramt i overarm og skulder, skriver Folketidende.

Ifølge kvinden havde faren terroriseret hende selv og moren psykisk, hvilket til sidst fik kvinden til at gribe til våben.

De sårende skud blev ifølge anklageskriftet affyret fra få meters afstand med et haglgevær på en adresse i den lille sydlollandske by Flårup kort efter midnat.

Retten har valgt at idømme kvinden en behandlingsdom, hvor hun skal anbringes på psykiatrisk afdeling under tilsyn af Kriminalforsorgen, skriver Folketidende.

Den 39-årige kvinde har ifølge mediet endnu ikke besluttet sig for, om hun vil anke dommen.

/ritzau/

Dagens Gossip