Kvinde druknet under fjordsvømning i Vejle Fjord

En 52-årig kvinde fra Give-egnen har søndag eftermiddag mistet livet under den årlige fjordsvømning i Vejle Fjord. Den livløse kvinde blev bjærget efter flere timers eftersøgning.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi til Dagens.dk.

- De værste formodninger holdt desværre stik. Nu skal vi have hende formelt identificeret. Men de pårørende er underrettet, siger vagtchef Kent Midtgaard Hansen til Dagens.dk.

Søndag eftermiddag blev en større eftersøgning sat i gang med helikopter og redningsbåde. Kvinden, der deltog i svømmearrangementet, hvor deltagerne skal svømme tværs over Vejle Fjord, var ikke kommet op af vandet.

En helikopter spottede den livløse kvinde, som blev bragt til hospitalet. Her blev hun erklæret død.

- Nu skal vi afhøre de pårørende om hendes helbredsmæssige tilstand. Der skal være ligsyn, og så skal der tages stilling til, om hun også skal obduceres. Det skal klarlægge, om hun fik et ildebefindende eller druknede, siger Kent Midtgaard Hansen.

Politiet vil også afhøre folkene omkring arrangementet.

Dagens Gossip