Kvinde er første præsident i Sydkorea

Sydkorea har onsdag valgt landets første kvindelige præsident, da den konservative Park Geun-hye er udråbt som vinder af valget over oppositionskandidaten Moon Jae-in.

Få timer efter valglokalernes lukning meddeler de nationale tv-stationer, at den 60-årige Park er en klar vinder ifølge de foreløbige stemmeoptællinger. Hendes liberale rival, Moon Jae-in, erkender sit nederlag.

Park fører med 52,5 procent mod 47,1 procent med omkring halvdelen af stemmerne talt op. Et stort antal af Paks tilhængere er samlet uden for hendes hjem i Seoul, hvor de synger og vifter med det nationale flag.

Den nu 60-årige Park fungerede i en række år som Sydkoreas førstedame, da hendes far, Park Chung-hee, regerede som diktator (1961-1979). Den rolle fik hun, efter at hendes mor blev snigmyrdet i 1974.

På overfladen er Sydkorea en succes med store verdensomspændende selskaber som Samsung og Hyundai. Men uligheden i landet er stærkt stigende, og det har præget præsidentvalget.

Mange højtuddannede unge klager over, at de har svært ved finde arbejde og klare sig, når de er færdige med deres studier.

Park har i valgkampen talt mere om velfærdsordninger, end hun gjorde for fire år siden, hvor hun tabte det konservative opgør om præsidentnomineringen.

Men hun siger, at hun ikke vil sætte skatterne op eller bruge flere penge på at sætte gang i økonomien. Hun vil i stedet spare på, hvad hun betegner som overflødige udgifter.

Modkandidaten Moon, der var de unges foretrukne kandidat, ville afsætte over 100 milliarder kroner til en jobpakke. Han vil også droppe en frihandelsaftale med USA.

Økonomien har overskygget Sydkoreas andet store problem - forholdet til Nordkorea.

Under fem procent af vælgerne siger i en meningsmåling, at det var det vigtigste spørgsmål ved valget.

/ritzau/Reuters

 

Dagens Gossip