Kvinde får inddraget dansk pas for at kæmpe mod IS

Skrevet af admin

24/10/2015

Mest læste i dag

En dansk statsborger med kurdiske rødder har fået forbud mod at rejse ud af Danmark i et år og har fået taget sit pas af politiet.

Årsagen er, at kvinden - 22-årige Joanna Palanis - har kæmpet mod Islamisk Stat (IS) i Irak for de kurdiske Peshmerga-styrker i landet. Sådan lyder det fra hendes advokat Thorkild Høyer.

- Hun er en del af de væbnede officielle kurdiske styrker Peshmerga i Irak og således en del af de styrker, som Alliancen, herunder Danmark, støtter i kampen mod IS, siger Høyer.

Han mener, at afgørelsen er en fejl, og vil indbringe afgørelsen for retten.

- Politiets begrundelse for at inddrage passet er, at hun er tilsluttet YPG i Syrien (kurdisk milits med bånd til Kurdistans Arbejderparti, PKK, red.) Men det er ikke korrekt. Hun er en del af Peshmerga, siger han.

Ifølge advokaten har hun fået ordre på at vende tilbage til sine styrker. Gør hun ikke det, kan hun se frem til en retssag i Irak.

- Som soldat skal hun selvfølgelig møde op til sin enhed, siger Høyer til Ritzau.

Joanna Palanis kan fremlægge dokumentation for sit medlemskab i Peshmerga, hvis soldater Danmark selv har været med til at træne.

- Det virker jo fuldstændig uforståeligt, at man griber ind over for Joanna, som kæmper på nøjagtigt samme side som os, siger advokaten.

Udrejseforbuddet gælder fra 29. september og et år frem.

Flere personer har allerede fået inddraget passet, efter at der 1. marts trådte en lov i kraft, som giver mulighed for at gribe ind over for personer, der mistænkes for at have til hensigt at rejse til Syrien eller Irak for at deltage i væbnede konflikter.

Passet kan inddrages, hvis der er grund til at antage, at personens handlinger kan være til fare for statens sikkerhed.

Berlingske har spurgt justitsminister Søren Pind (V), om det er meningen med loven, at danske statsborgere, som kæmper på kurdernes side, skal kunne fratages passet.

Til det svarer han i en mail, at hvis man på eget initiativ drager i kamp for ikke-statslige styrker, kan passet efter omstændighederne inddrages.

Han understreger over for Berlingske, at afgørelsen kan indbringes for domstolene. Selv synes han, at kriterierne i loven er "ret klare og gennemskuelige".

/ritzau/