Kvinde får kæmpe erstatning efter stol fra IKEA kollapsede

En australsk kvinde har fået en millionerstatning, efter en stol fra IKEA kollapsede under hende, så hun fik en alvorlig knæskade, skriver The West Australian.

For tre år siden besøgte læreren Jane Pisan en gård i det vestlige Australien med sine elever, hvor hun satte sig på en stol fra IKEA, der kollapsede under hende.

Faldet gav hende en alvorlig knæskade, og det har retten takseret til en erstatning fra IKEA til kvinden på 200.000 australske dollars, der svarer til lidt over en million danske kroner. 

Og dommeren rettede en kritik mod stolens design, der ikke er egnet til polerede gulve, fordi benene peger ud, hvilket gør, at den ikke holde til en særlig høj vægtbelastning.

Stolen bliver solgt under navnet 'Martin'

Retten havde fået en bygningsingeniør til at komme med vurderingen af stolen, der bliver solgt under navnet 'Martin'. 

Der blev desuden lagt vægt på, at det ikke var det første uheld, hvor stolen havde været involveret. 

Men selvom retten i Australien vuderer, at stolen er farlig, så vil IKEA ikke trække den fra det skandinaviske marked. 

- Vi anser den som værende sikker, og den opfylder de kriterier, vi har.De er testet og godkendt efter de regler, der er, siger Malin Sennevall, fra IKEAS pressetjeneste i Sverige, til Aftonbladet.

Ifølge hende, er stolen ikke farlig, hvis den er samlet korrekt. 

- Som jeg forstod det, var det selve samlingen, der var forkert, siger hun. 

Og selvom en dommer og en ekspert har underkendt bygningens design, vil det ikke føre til ændringer herhjemme. 

- Det er svært at sige, hvad dommeren har baseret sin vurdering på. Vi kan kun tage en beslutning ud fra vores kriterier, siger Malin Sennevall. 

Dagens Gossip