Kvinde fængsles efter forsøg på at brænde mand inde

Det har resulteret i fire ugers varetægtsfængsel til en 39-årig kvinde, at hun forsøgte at brænde sin mand inde i parrets hus på Kystvejen i Dokkedal, der ligger i Nordjylland.

Det skriver nordjyske.dk, efter at kvinden har været i grundlovsforhør fredag eftermiddag.

Ifølge sigtelsen hældte kvinden natten til torsdag brandbar væske ud på trappen op til 1. sal i parrets hus, hvor hendes 42-årige mand lå og sov. Derefter skal hun have sat ild til trappen.

Det skabte en kraftig røgudvikling, skriver nordjyske.dk. Men den 39-årige kvinde fik tilsyneladende kolde fødder og ville slukke ilden, uden at det lykkedes.

I stedet fik hun fat i en nabo, som slukkede ilden med en pulverslukker og fik reddet den sovende mand ud af huset, oplyser politikommissær Lars Nørskov Jørgensen fra Nordjyllands Politi ifølge nordjyske.dk.

Kvinden blev efterfølgende anholdt torsdag eftermiddag.

Den 39-årige kvinde nægtede i grundlovsforhøret at sige noget som helst, og derfor blev der ikke kastet lys over, hvad motivet til brandstiftelsen skulle have været.

Kvinden kærede ikke kendelsen.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV