Kvinde fandt sine ejendele til salg i Den Blå Avis

En 42-årig indbrudstyv lå ikke på den lade side, da det kom til at afsætte sine tyvekoster.

Natten til fredag brød han ind hos en kvinde i Aarhus. Da hun i løbet af fredagen kiggede i Den Blå Avis, kunne hun genkende flere af de ting, der var sat til salg.

- Hun genkender først en antik og speciel skrivemaskine, som forsvandt sammen med tyven. Hun er ikke i tvivl om, at det er hendes skrivemaskine, fortæller vagtchef Per Bennekov fra Østjyllands Politi.

- Lidt senere ser hun også nogle kongelige porcelænsfigurer, som var blevet stjålet under indbruddet, fortsætter han.

Kvinden ringer til politiet, som tager ud til manden i Tilst, hvor både skrivemaskine og porcelænsfigurer stadig opholder sig.

- Desuden finder vi en lampe, som han har stjålet fra kvinden, men som endnu ikke var sat til salg, siger Per Bennekov.

Den bestjålne kan nu få sine ting igen, mens indbrudstyven blev anholdt.

- Han gjorde det jo ret nemt for os, som vagtchefen udtrykker det.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV