Kvinde finder levende edderkop i sin McD-burger

En russisk kvindes McDonalds-burger var pludselig knap så “Big & Tasty”, da hun ved et tilfælde fandt en meget ubehagelig overraskelse klemt inde mellem osten og salaten.

Det skriver britiske Mirror.

Kvinden, 22-årige Juliana Ulyanova, fik et chok, da noget ubestemmeligt bevægede sig inde i hendes nyindkøbte fastfood. Ved nærmere eftersyn gik det op for hende og veninden Daria Tretiakova, at hun havde fået en levende edderkop med i købet.

- Jeg var lige ved at tage en bid af den, da Daria skreg, og pegede på min burger, siger Juliana Ulyanova ifølge den britiske avis.

Pigerne tog et billede af det skræmmende, ottebenede fund, for at bruge det som bevis, når de klagede til fastfoodgiganten McDonalds.

Tidligere i år blev i alt fire McDonalds-restauranter i den russiske storby lukket ned af hygiejniske årsager, og de russiske myndigheder er nu angiveligt ved at undersøge samtlige andre tilsvarende spisesteder i landet.

Dagens Gossip