Kvinde fra Danmark er fundet død på tysk festival

Skrevet af admin

08/06/2015

Mest læste i dag

En 26-årig kvinde, der er bosiddende i Jylland, er blevet fundet død i et telt i den tyske by Glaisin, der ligger sydvest for Rostock.

Det oplyser tysk politi til netavisen dagens.dk.

Kvinden var sammen med sin forlovede til festivalen Goa-Glaisin, hvor de overnattede i telt. Her fandt den 26-åriges forlovede hende liggende livløs i teltet lørdag kort før kl. 18.

- Han tilkaldte førstehjælpere, der ydede førstehjælp og fik hende fragtet til hospitalet i Ludwigslust, hvor hun blev erklæret død kl. 21.30. siger Isabel Wenzel, der er pressemedarbejder ved Rostock Politi, til dagens.dk.

Ifølge Isabel Wenzel er mistanken, at en kombination af narko og alkohol er skyld i dødsfaldet.

- Hun havde taget ecstasy, røget hash og drukket alkohol, og derfor mistænker vi, at det er årsagen til dødsfaldet, men det skal toksikologiske prøver nu fastslå, siger Isabel Wenzel til dagens.dk.

Hun fortæller desuden, at festivalen var hårdt plaget af narkotika.

- Vi tjekkede alle, der kom og gik på festivalen, og vi sigtede mindst 100 for besiddelse af forskellige slags narkotika, siger Isabel Wenzel.

Kvinden er ifølge tysk politi af litauisk afstamning, men har været bosiddende i en større jysk by sammen med sin danske forlovede de senere år

/ritzau/