Kvinde har sat kurs mod Højesteret

Skrevet af admin

19/11/2015

Dagens topnyheder

En landsdommer er på vej til at sætte sig på podiet i Højesteret.

Anne Louise Haahr Bormann er netop blevet indstillet til posten af Dommerudnævnelsesrådet.

I forvejen er der fem andre kvinder blandt de 19 dommere i Højesteret.

De seneste ti år har hun været landsdommer i Østre Landsret, og hun kom til landsretten fra et job som kontorchef i Justitsministeriet.

Den ledige stilling blandt dommerne i landets øverste domstol opstår, fordi højesteretsdommer Niels Grubbe pensioneres næste år, hvor han bliver 70 år.

Selv om Anne Louise Haahr Bormann nu er indstillet, er hun endnu ikke udnævnt.

Forinden skal kandidaten nemlig deltage i flere sager i Højesteret som såkaldt prøve-voterende. Det er en form for eksamen, som skal bestås, inden udnævnelsen kan ske.

For tiden er Anne Louise Bormann, der er 48 år, såkaldt assisterende retsformand i en af landsrettens afdelinger.

Hun er medforfatter til flere juridiske værker og har for eksempel beskæftiget sig indgående med forvaltningsret.

Desuden har hun skrevet om dødsboer og arveret. En af hendes artikler hedder "Retten til at have en far og retten til at være far."

Endvidere har Anne Louise Bormann undervejs i karrieren været formand for Strafferetsplejeudvalget, undervist dommere i Uganda og været dommerfuldmægtig i Kalundborg.

Hun blev student fra Rønde Gymnasium og studerede jura på Københavns Universitet.

/ritzau/