Kvinde hjalp kriminelle - skal betale 400.000 kroner

En kvinde var en slags nyttig idiot for svindlere og hjalp dem med at få udbyttet fra indbrud i netbank skaffet af vejen.

Østre Landsret har mandag i en civil retssag dømt hende til at betale en erstatning på næsten 390.000 kroner til Danske Bank, som i alt mistede dette beløb på grund af hendes transaktioner.

Kvinden har afvist, at hun skal erstatte bankens tab. Men landsretten mener ligesom Retten i Lyngby, at hun har optrådt så skødesløst, at hun skal betale.

Jobbet med at håndtere pengeoverførsler fik hun, da hun svarede på en stillingsannonce hos StepStone.

Firmaet UAE Exchange med adresse i Abu Dhabi slog til meget hurtigt. Fem timer efter afsendelsen af ansøgningen var hun ansat.

Lønnen for cirka tre timers dagligt arbejde var 3.200 euro pr. måned. Opgaven bestod i at hæve beløb, som blev indsat på hendes private bankkonto.

Derefter skulle hun med kontanterne i tasken tage ud til forskellige Western Union-forretninger og distribuere beløbene til personer i Rusland og Polen.

Problemet var og er, at pengene stammede fra indbrud i netbank.

Kvinden, der tidligere har været ansat i Saxo Bank, mente ikke, at der var grund til at sige fra.

I begyndelsen var hun dog lidt skeptisk. For eksempel havde firmaet ikke en mailadresse. Men hun blev beroliget, da hun to gange havde spurgt StepStone, om der var tale om et fupfirma.

Imidlertid fastslår landsretten, at hun er ansvarlig for bankens tab.

Hun indgik et "helt usædvanligt og påfaldende aftaleforhold," noterer dommerne. De lægger også vægt på, at kvinden forsøgte at omgå Western Unions regler ved at skrive, at overførslerne skete "for education" (til uddannelse).

Arbejdet er nu blevet til dyre lærepenge. Oveni de 390.000 kroner dømmes hun til at betale sagsomkostninger på 40.000 kroner.

/ritzau/

Dagens Gossip