Kvinde i Moskva: Allah bad mig halshugge barn

Skrevet af admin

02/03/2016

Mest læste i dag

En kvinde i Moskva, der mistænkes for at have halshugget et barn og fremvist det afhuggede hoved ved en metrostation i Moskva, siger, at det var Allah, som havde beordret hende til forbrydelsen.

Politiet i den russiske hovedstad kastede den 38-årige fraskilte mor til tre ned på jorden, da hun gik rundt i en gade i Moskva med spædbarnets afhuggede hoved og råbte islamistiske slogans.

Kvinden, der hedder Gultjekhra Bobokulova, og som er fra Usbekistan, sagde ifølge øjenvidner, at tiden var inde til, at hun udførte en terrorhandling.

Men efter anholdelsen af kvinden har anklagemyndigheden sagt, at hun måske er psykisk syg.

Politi og efterforsker siger, at kvinden havde arbejdet som barnepige for en familie i Moskva, da hun halshuggede et af børnene, som hun skulle passe. Hun satte derefter ild til familiens lejlighed og flygtede.

De statslige tv-kanaler har ikke dækket historien, hvilket har fået oppositionen til at tale om censur. Men talsmænd for Kreml siger, at historien slet og ret er for skrækkelig til at bringe i de store medier.

Bobokulova, som ved et retsmøde onsdag sad indespærret i et metalbur i retssalen, vinkede og sagde: "Jeg er Allahs sendebud. Hallo alle sammen."

Hendes hoved var ikke dækket af en hijab eller et tørklæde, og hun virkede rolig og afslappet i forhold til tidligere på ugen, hvor hun var klædt i sort og var iført en hijab.

Politiet er ved at efterforske sagen, hvor kvinden er sigtet for mord. Der er ikke sigtelser om terrorisme i sagen.

Indtil videre er der ikke fundet andre personer, som synes at være involveret.

/ritzau/Reuters