Kvinde kom til undsætning: Pædofil tilbød dreng penge

Skrevet af admin

07/03/2014

Dagens topnyheder

Østjyllands Politi har endnu ikke hørt fra den dreng, som torsdag eftermiddag blev kontaktet af en mulig børnelokker i en rød bil i Randers.

Heller ikke offentliggørelsen af den mulige gerningsmands signalement har ført til et gennembrud i efterforskningen i sagen, der kan være en pædofilisag.

- Vi har fået nogle henvendelser, som vi er i gang med at undersøge, men ingen har ført til et gennembrud, og vi er fortsat interesserede i at høre fra folk, der ved noget, siger lederen af straffelovsafdelingen hos lokalpolitiet i Randers, Niels Bugge.

Ikke mindst vil politiet gerne i kontakt med den dreng, der torsdag eftermiddag klokken 13.20 blev kontaktet af en mand i en bil på Dronningborg Boulevard tæt ved Rismøllegade og Teglvej.

Manden henvendte sig til drengen og tilbød ham penge for at sætte sig ind i bilen.

Episoden blev anmeldt til politiet af et kvindeligt vidne, der greb ind.

- Et vidne så, at der var et eller andet galt, og henvendte sig for at høre, hvad der foregik, siger Niels Bugge.

Kvindens henvendelse fik manden til at køre fra stedet. Drengen fortalte kvinden, hvad der var sket, og vidnet ringede til politiet, men drengen nåede at forsvinde, inden politiet kom frem.

Hverken drengen eller et kvindeligt familiemedlem, som han var sammen med, muligvis hans mor, er dukket op.

- Vi har ikke fået identificeret drengen. Han og hans mor eller et familiemedlem når at forsvinde fra stedet, og vi ved ikke, hvem de er. Men dem vil vi gerne snakke med, siger Niels Bugge.

Episoden torsdag eftermiddag er den femte episode, hvor en mand har forsøgt at lokke børn til at sætte sig ind i en bil forskellige steder i Randers. Politiet mener, at der er tale om samme mand, da beskrivelsen af både mand og bil hver gang er den samme.

Østjyllands Politi efterlyser derfor eventuelle vidner eller folk, der kender til en rød sedan eller stationcar.

Der er tale om en cirka 40-årig mand med kort, mørkt hår. Han er kørende i en ældre sedan eller stationcar, der er falmet rød.

Politiet hører også gerne fra folk, der har oplevet lignende episoder, som endnu ikke har været fremme.

- Det kan være, at folk har oplevet noget, som de har bagatelliseret. Der kan ligge episoder, som vi ikke kender til, men som vi meget gerne vil høre om, siger Niels Bugge.

/ritzau/